Forsiden | Kredse og klubber | Index | Kontakt | Links | Log ind | Om dette site
Tip en ven Printvenlig side
49er-finale med kraftigt dansk aftryk


Lørdagens 49er-finale i Weymouth havde de to danske både i centrale roller, men det opdagede konkurrenterne og de fleste tilskuere lidt for sent.

Der var pænt pakket med tilskuere på havnen foran storskærmen, da de ti bedste 49ere ved World Cup-stævnet i Weymouth tog hul på det afgørende medal race.

Men det var meget få af konkurrenterne eller tilskuerne, der opdagede at danskerne havde en meget klar plan om at tage bagbord start.

Og planen lykkedes helt efter danskernes hoved. Ved første topmærke førte Allan Nørregaard og Peter Lang klart med Peter Krüger og Nicolai Thorsell ikke mange sekunder efter.

Manglende overblik
Krüger og Thorsell lå på 5. pladsen før dagens sejlads, men så langt ned på resultatlisten lod det til, hverken konkurrenterne eller de tre kommentatorer på havnen havde kigget.

Således havde kommentatorerne gennem hele sejladsen de to engelske både på medaljepladserne. Men faktum var, at danskerne lå til sølv, så længe engelske Morrison og Draper ikke var bedre placeret end nummer 4. Og det var de på intet tidspunkt i nærheden af.

Mens de danske tilskuere tog sig til hovedet over fejlberegningerne, lagde Peter Krüger efterfølgende ikke skjul på sin tilfredshed med, at meget få før start havde regnet 5. pladsen med i kampen om medaljerne. ”Det blev præcis, som jeg sagde i går. De andre var så fokuserede på hinanden, at vi fik lov til at smutte”, sagde han med et smil.

Overvejede at smide gasten i
Finalesejladsen blev vundet af den nye, unge engelske besætning Evans og Powys, der lige netop overhalede Nørregaard og Lang på målstregen.

Men det var først, da Krüger og Thorsell havde krydset målstregen som nr. 3, at det gik op for alle andre end danskerne, at sølvmedaljen netop var sejlet til Danmark.

Det overblik havde Allan Nørregaard ude på banen allerede på det sidste stræk på vej mod mål. ”Jeg kigger mig tilbage og regner lidt på det. Jeg overvejede et øjeblik om det kunne hjælpe Krüger og Thorsell, hvis jeg spændte ben for Peter, så han faldt i vandet. Men drengene havde helt styr på det selv”, griner han.

God olympisk test
For Krüger og Thorsell er gevinsten den største i deres to år lang sammenarbejde, og en velkommen afslutning på en eller middel sæson.

”Det er rart at slutte sæsonen af med sådan et resultat. Og det giver blod på tanden, når man ved, at det er det kommende OL-farvand vi sejler i. For forholdene bliver med stor sandsynlighed de samme om to år”, siger Peter Krüger og fortsætter: ”Vi har selvfølgelig meget arbejde at gøre endnu, men det går i hvert fald i den rigtige retning.”

Engelsk respekt
At danskerne er stærke i 49er-klassen har også de engelske 49er-sejlere opdaget.

”Jeg er utrolig glad på vegne af de danske sejlere, der kommer på podiet her for første gang”, fortalte Stevie Morrison efterfølgende.

”Der lader til at være en tendens for de danske 49ere, at de vinder deres første medaljer netop på de olympiske anlæg. Så forhåbentlig har de (Krüger og Thorsell, red.) vundet deres medalje nu, så vi har dem ude af verdenen om to år,” lyder det med smil fra englænderen.

Vejrguderne var ikke rigtigt med Laser Radial-sejlerne, der startede deres finale i silende regn. Bemærk for øvrigt flagene i sejlene hos de skandinaviske deltagere. Allan Nørregaard og Peter Lang havde i den grad fat i den lange ende af 49er-finalen, men måtte på de sidste meter se en ung, britisk besætning smutte forbi. Alberte Holm Lindberg klar til start på finalen foran bane nr. 10 på slæbestedet. Efter hendes sikre sejr i finalen rykkede hun en plads frem. Foto: Christian M. Borch/ Sejlsport.dkFå overblik over alle resultaterne


Denne side er skrevet d. 14-08-10 af

Kontakt vedrørende denne sektion:
hovedsponsor

     

Produktsponsorer



Columbus Marine

SAMARBEJDSPARTNERE
 
  







Facebook