...
Sommeraktiviteter 2012
06. august
Mange sejlklubber holder traditionelt lukket om sommeren, men faktum er, at når der er tale om unge mennesker, så er sommerferien det absolut bedste tidspunkt at sejle på. Når solen skinner, og vandet er varmt, er det ingen sag at motivere de unge sejlere til at deltage i diverse aktiviteter. Og ved at afholde sommeraktiviteter kan en sejlklub både øge antallet af medlemmer i ungdomsafdelingen, og den kan være med til at fastholde de unge mennesker, som allerede har kastet sig over sejlsporten.
Derfor opfordrer Dansk Sejlunion de danske sejlklubber til at afvikle sommercamps eller sommersejladser, og lige nu søger unionen klubber, som har lyst til at stå for disse arrangementer i sommeren 2012.
Sommersejlads går ud på, at sejlklubben er åben fra klokken 10.00 – 16.00 for egne sejlere samt sejlere fra naboklubberne i en periode på minimum fem sammenhængende dage.
Sommersejladser kan ikke sammenlignes med en træningslejr, da vægten er lagt på sjov, leg og fællesskab både på vandet og på land.
Læs mere om sommersejladser i menuen til venstre, hvor der er eksempler på invitation, program, sejladsøvelser osv.
En sommercamp betyder, at den arrangerende klub tilbyder en lejr over minimum tre dage med overnatning i eller ved sejlklubben.
Også på en sommercamp handler det om at have det sjovt med en række alternative øvelser, hvor sejlerne eksempelvis kan prøve en båd, som de ikke normalt sejler i og prøve vandaktiviteter, som ellers ikke dukker op ved en normal hverdagstræning.
Læs mere om sommercamps i menuen til venstre, hvor der også findes eksempler på indbydelse, program, tjekliste osv.
Dansk Sejlunion støtter arrangerende klubber med 5.000 kroner, som klubben selv råder over. Skulle din klub være interesseret i at høre mere om de forskellige muligheder for sommeraktiviteter, kan den lokale udviklingskonsulent kontaktes.
Der er desuden mulighed for at låne en af Dansk Sejlunions aktivitetstrailere til afvikling af sommeraktiviteter, og i menupunktet til venstre står der mere om, hvad trailerne kan bruges til, og hvad de indeholder.
Denne side er sidst redigeret af den 4. januar 2012



